Struensees vej til skafottet

Jens Glebe-Møller har de seneste år beskæftiget sig med oplysningen i 1700-tallet. Det kan forekomme overraskende, når man tager hans tidligere bøger i betragtning. De udmærkede sig ved især at behandle nutidig teologi og filosofi, eller rettere, det var teologiens aktualitet som sådan, der blev analyseret og kritisk vurderet i forhold til moderniteten og Habermas’ teori om denne. Tænk blot på hans Politisk Dogmatik fra 1982 og bogen om Jesus og (befrielses-) teologien fra året efter. Så, hvordan kan det være, at Glebe-Møller nu er dykket ned i 1700-tallet?

Det kan der være flere grunde til.

For det første kan man nævne, at Glebe-Møller skrev disputats om Holger Rosenkrands den Lærde fra 1600-tallet, så helt fremmed for det førmoderne er han langt fra. For det andet har han ligefrem hævdet, at det er en universel moralregel, at man skal respektere traditionen – selv om han netop er blevet kritiseret for at formulere en minimal-kristendom på modernitetens betingelser. For det tredje vil jeg gætte på, at Glebe-Møller har skrevet bogen om Struensee som en indirekte kommentar til Muhammed-krisen. Endelig tror jeg, at hans arbejde med oplysningen i 1700-tallet generelt har at gøre med den aktualitet, som forholdet mellem tro og fornuft har fået efter 11. september. Der er foregået noget i de sidste år, som minder om de det, der foregik dengang. Man kan man ikke spejle nutiden i fortiden – det forsøger Glebe-Møller heller ikke; men han giver en glimrende fremstilling af, hvordan kristendom og modernitet både stødte sammen og fandt sammen i historien om Struensee.

J.F. Struensee

Om J.F. Struensee (1737-1772), den tyskfødte og pietisk opdragede og siden for sit fritænkeri og udsvævende liv dømte statsmand – allerede i sin ungdom i Altona blev han kaldt ”ein Erspötter der Religion und Hurenhengst” – er der skrevet mange bøger og romaner også i nyere tid. Men en af de første, der udkom, var den beretning, som præsten ved Skt. Petri kirke, Balthasar Münter, udgav om sine 38 samtaler med Struensee, mens denne sad fængslet i Kastellet.

Før sin fængsling havde Struensee gjort lynkarriere ved hoffet. Han blev udnævnt til kongelig livlæge i 1768, han blev dernæst den unge dronnings elsker og fra juli 1771 regerede han som Geheimekabinetsminister. Men, som Glebe-Møller fortæller, allerede fra september 1770 var det reelt Struensee, der styrede kongerigerne og de tyske provinser.

De to første forordninger, han lod udstede angik henholdsvis rang og titler og trykkefriheden. Rang og titler skulle fremover kun tildeles på grund af meriter, og mht. trykkefriheden så måtte bøger nu blive trykt uden nogen form for censur. Det sidste medførte, ironisk nok, at der blev udgivet publikationer, der angreb Struensee, der svarede igen ved at indskærpe, at forfatterne til de trykte skrifter ikke måtte være anonyme. Men januar 1772 blev han styrtet, og d. 28. april samme år førtes han til skafottet, hvor han blev halshugget, parteret og sat på hjul og stejle.

Glebe-Møllers bog bygger på Münters samtaler med Struensee i fængslet. Han overvejer kritisk troværdigheden af Münters beretning. Den ældre, dvs. rigtig gamle, litteratur nøjedes med at referere, hvordan Münter havde held til at omvende Struensee. Siden har man stort set ignoreret denne beretning. Men Glebe-Møller rehabiliterer skriftet ved at læse det som et kildeskrift, der viser, hvordan den tyske og den franske oplysningstænkning støder sammen i disse to mænd.

For Münter som for den tyske oplysningstænkning generelt lod det sig gøre at forene fornuft og tro, oplysning og kirke. Struensee, derimod, delte den franske oplysnings antireligiøse og antiklerikale idealer. Denne sondring mellem tysk og fransk oplysning gør Glebe-Møllers fremstilling meget klar og præcis, og den minder desuden læseren om, at oplysningstiden og den efterfølgende moderne kultur fra begyndelsen har haft et tvetydigt forhold til kirke og religion.  

En ting er Münter og Struensee imidlertid fælles om: de er begge filosofiske gemytter, der afviser religiøst sværmeri  (hvortil altså de ikke regner deres egen tænkning, skønt Münter f.eks. ikke kan stille noget op med arvesyndslæren og har store vanskeligheder med treenighedsdogmet). Det påfaldende ved deres samtaler er al den tid, som de anvender på at drøfte Gud og menneske. Samtalerne mellem de to virker i Glebe-Møllers analyse båret af åbenhed og tillid på trods af, at de befinder sig i et fængsel, og rammerne således er alt andet end herredømmefri. Münter har sin opgave og sin plan for, hvordan han skal omvende Struensee. Planen går ud på, at Struensee først skal gøre filosofisk bod, før han kan gøre kristen bod.

Af alle de bøger, som Münter bringer med hen på Kastellet, fylder de filosofiske mest. De bibelske skrifter inddrages først efter den 11. samtale, hvor Struensee er ledt væk fra sin vildfarelse om, at mennesket er en maskine og ikke et væsen med en udødelig sjæl. Helt filosofisk omvendt var han  nu næppe;  Struensee udtrykte således i den 24. samtale fortsat en tvivl om, hvorvidt der er en evighed.  

Men der er ingen tvivl om, at Münter virkelig har arbejdet for sagen. Han støtter sig især til Wolfs logiske regler om modsigelsens grundsætning og om den tilstrækkelige grunds princip. Mennesket kan ikke både være en maskine og alligevel handle vilkårligt og frit, det er selvmodsigende, hævder han, hvortil Struensee indvender, at det, vi kalder frit, er determineret af sanseindtryk.

Men Münter gendriver dette ved et eksempel.

Han peger på Struensees snustobaksdåse og spørger ham: ”hvad vil jeg gøre, hr. greve?” – ”De vil tage en pris”, svarer greven. Men Münter afviser dette og har hermed demonstreret, at han er fri i forhold til tilskyndelser, og at Struensees materialisme er en svag hypotese, der har brug for hjælpehypoteser, hvorimod hans egen tro har sin tilstrækkelige grund. Men, det fremgår indirekte af Glebe-Møllers analyse, at den tyske oplysning i Münters skikkelse også for sin del gør fornuften til en stadig mere omfattende hjælpehypotese for troen. Selve det faktum at Struensee først skal gøre filosofisk bod, vidner om, at Münter betragter troens bibelske sprog som ikke helt tilstrækkeligt. Det skal understøttes af begreber og af alle de lærde bøger, som Münter overdænger Struensee med.

*

Glebe-Møllers bog er yderst velskrevet. Han gør fornemt og enkelt rede for de idekomplekser, der adskiller de to tyskere i deres syn på forholdet mellem tro og fornuft, og han fortæller historien, så man fanges af disse to mennesker, der sidder inden døre og drøfter teologiske materier som om, at den ene af dem ikke snart skulle henrettes. Guds dom troede Münter ikke ville skille dem ad.

Kort før Struensee bestiger skafottet, siger Münter således til ham, at han ”tør håbe, at deres venskab vil kunne fortsætte i den kommende verden”.  

Ud over denne bog vil jeg anbefale, at man læser Glebe-Møllers artikel ”Udødeligheden er dommen” i Dansk Teologisk Tidsskrift 1/2005. Da man - først - i 1799 begrænsede den af Struensee indførte trykkefrihed, blev det regnet til en de svære forbrydelser, hvis man på skrift bestred sjælens udødelighed.

*